Anmeldelse: "Testamentet"

Dansk dokumentar lever, hvilket Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm Testamentet vidner om. Det er en rørende, til tider tragikomisk, fortælling om hvad der sker, når penge kommer imellem brudstykkerne af en splittet familie.

Et familiedrama

I Testamentet følger vi Henrik, en ung mand fra Sønderjylland, som slås med nogle genkendelige problemer. En husleje han knap nok kan betale, en kone som han er separeret fra, men måske nok stadig er forelsket i, en bror der kæmper med konsekvenserne af et mangeårigt stofmisbrug, og så en splittet familie, der er mærket af ”svigt”, som Henrik indledningsvist kalder det. Ind i alt dette kommer en arv på mange millioner, og snart opstår der kaos og mistro imellem familiens parter. Arven betyder håbet om et bedre liv for Henrik, men også en stigende bevidsthed om pengenes destruktive potentiale.

Der er ikke noget videre sensationelt over historien om Henrik og hans familie, men instruktør Christian Sønderby Jepsen søger heller ikke sensationen. Hans tilbageholdte stil giver tilsagn om at han stoler på den historie der udfolder sig foran ham. Og det forstår man godt han gør, for der er rigeligt med drama og intriger i den virkelighed, filmen skildrer.

Virkelighedens drama

Det er præcist så underholdende, rørende og tænksomt som man ønsker det, men filmens egentlige styrke er dens karakterer. Man kan ikke skrive sig til figurer som Henrik, broderen Christian, eller nogle af de andre familiemedlemmer for den sags skyld. Selvom vi som seere nok ikke glemmer at vi ser en film, er vi ikke et øjeblik i tvivl om at karaktererne er virkelige.

Henrik er som hovedperson nem at holde af. Han er vittig og godmodig, men fremstillingen af ham er på ingen måde et glansbillede. Ligeså rå og hudløs som filmen er i sit syn på de øvrige karakterer, ligeså hårdt går den til Henrik selv. Vi holder ikke af ham fordi vi er villige til at ignorere hans personlige mangler. Vi holder af ham på grund af at han fremstår som et menneske på godt og ondt, og det er netop karakterernes menneskelighed der gør at vi reagerer på filmen.

Både komisk og tragisk

Filmen varierer i tone frit fra det komiske, som når Henrik får besøg af Jehovas Vidner, over til det tragisk-rørende, som når Christian gør op med sin far over telefonen. Der er mere drama og fortællelyst her end i de fleste fiktionsfilm. Alt dette skildres som nævnt med en tilbageholdt fortællestil, som filmen trofast holder, bortset fra enkelt sekvenser, specielt i den svære sidste tredjedel.

En bestemt sekvens, der skildrer en særligt mørk fase i Henriks proces, kammer over i en sådan grad at man fremmedgøres i lidt for høj grad fra både karakteren og historien, og dette afholder måske slutningen fra at ramme helt i det emotionelle ”bull’s eye” der sigtes efter. Undervejs har man dog opbygget tilpas sympati for filmen, til at man kan leve med dette, og filmens slutbillede giver stadigvæk følelsen af en afrundet og meningsfuld historie om familie, bristede drømme og accept af den smerte, livet uundgåeligt tildeler os alle.