Dansk dokumentar
lever, hvilket Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm Testamentet vidner om. Det er en rørende, til tider tragikomisk,
fortælling om hvad der sker, når penge kommer imellem brudstykkerne af en
splittet familie.
Et familiedrama
I Testamentet
følger vi Henrik, en ung mand fra Sønderjylland, som slås med nogle
genkendelige problemer. En husleje han knap nok kan betale, en kone som han er
separeret fra, men måske nok stadig er forelsket i, en bror der kæmper med
konsekvenserne af et mangeårigt stofmisbrug, og så en splittet familie, der er
mærket af ”svigt”, som Henrik indledningsvist kalder det. Ind i alt dette
kommer en arv på mange millioner, og snart opstår der kaos og mistro imellem
familiens parter. Arven betyder håbet om et bedre liv for Henrik, men også en
stigende bevidsthed om pengenes destruktive potentiale.
Der er ikke noget videre sensationelt
over historien om Henrik og hans familie, men instruktør Christian Sønderby
Jepsen søger heller ikke sensationen. Hans tilbageholdte stil giver tilsagn om
at han stoler på den historie der udfolder sig foran ham. Og det forstår man godt
han gør, for der er rigeligt med drama og intriger i den virkelighed, filmen
skildrer.
Virkelighedens
drama
Det er præcist så underholdende, rørende og tænksomt som
man ønsker det, men filmens egentlige styrke er dens karakterer. Man kan ikke
skrive sig til figurer som Henrik, broderen Christian, eller nogle af de andre
familiemedlemmer for den sags skyld. Selvom vi som seere nok ikke glemmer at vi
ser en film, er vi ikke et øjeblik i tvivl om at karaktererne er virkelige.
Henrik er som hovedperson nem at holde
af. Han er vittig og godmodig, men fremstillingen af ham er på ingen måde et
glansbillede. Ligeså rå og hudløs som filmen er i sit syn på de øvrige
karakterer, ligeså hårdt går den til Henrik selv. Vi holder ikke af ham fordi
vi er villige til at ignorere hans personlige mangler. Vi holder af ham på
grund af at han fremstår som et menneske på godt og ondt, og det er netop
karakterernes menneskelighed der gør at vi reagerer på filmen.
Både komisk og
tragisk
Filmen varierer i tone frit fra det komiske, som når
Henrik får besøg af Jehovas Vidner, over til det tragisk-rørende, som når
Christian gør op med sin far over telefonen. Der er mere drama og fortællelyst
her end i de fleste fiktionsfilm. Alt dette skildres som nævnt med en
tilbageholdt fortællestil, som filmen trofast holder, bortset fra enkelt
sekvenser, specielt i den svære sidste tredjedel.
En bestemt sekvens, der skildrer en særligt
mørk fase i Henriks proces, kammer over i en sådan grad at man fremmedgøres i
lidt for høj grad fra både karakteren og historien, og dette afholder måske
slutningen fra at ramme helt i det emotionelle ”bull’s eye” der sigtes efter.
Undervejs har man dog opbygget tilpas sympati for filmen, til at man kan leve
med dette, og filmens slutbillede giver stadigvæk følelsen af en afrundet og
meningsfuld historie om familie, bristede drømme og accept af den smerte, livet
uundgåeligt tildeler os alle.
